Så oprandt dagen hvor besøget til tandlægen ikke længere kunne udskydes (skulle have lavet en krone). Lige inden jeg forlod arbejdet for at tage afsted, havde jeg ikke gjort mig nogen særlige tanker om hvad der skulle ske, på trods af at jeg ellers lider af en uhyrlig tandlægeskræk. Det nåede min chef dog lige at råde bod på, ved at fortælle om smerten når der pustes på en blottet tandrod, samt den sølvtand der bliver sat på mens man venter på at få lavet sin krone. Tak til hende. ;-)
Da jeg ankom til klinikken vimsede tandlægen rundt, og jeg blev bedt om lige at vente et øjeblik. Den slags øjeblikke er det værste, for det er lige præcis hér man begynder at forestille sig alle de forfærdelige ting man nu skal igennem. På en dør stod der "Sterilisation" - var jeg mon blevet lokket i en fælde? Jeg fik fornemmelsen af at tandlægen kiggede på mig som en hund der skulle aflives, hver gang han gik forbi på gangen.
Efter et par minutter fik jeg så lov at sætte mig ind i stolen, og det første jeg skulle udsættes for, var en bedøvelse. Jeg har det ikke godt med nåle, så jeg forsøgte at kigge væk mens en formodentlig gigantisk nål blev presset ind i mit tandkød. Faktisk var det ikke så slemt, som jeg havde forestillet mig.
Jeg var den eneste i rummet uden maske, og muligvis var det derfor alle de andre kiggede på mig konstant. Med alle de andre mener jeg naturligvis tandlægen og hans assistent. Efterhånden som behandlingen skred frem forekom assistenten mig mere og mere overflødig. Jeg kunne da sagtens selv have holdt mine læber, og jeg vidste under alle omstændigheder bedst selv hvor det ville være smartest at suge vand væk. :-) På et tidspunkt fik jeg puttet en bideskål i munden, hvilket overbeviste mig om at det var for at undgå at bide tandlægen i fingrene, idet den uhyrligste smerte ville indtræffe. Det viste sig heldigvis ikke at være tilfældet - så godt som ingen smerte undervejs, og der blev trods alt arbejdet på mig i en times tid.
Til sidst blev der taget et polaroid-billede, og jeg beklagede naturligvis at jeg var ude af stand til at smile til fotografen, som samtidigt stod og hev i mine læber.
Så fik jeg det overstået, så nu venter jeg på at kunne få sat kronen på. Min tandlægeskræk er ikke forsvundet, men jeg håber at kunne slippe nogenlunde ligeså nemt om ved det næste gang.